Helt objektivt set, er det selvfølgelig fornuftigt nok, at læse de bøger man har, inden man investere i nye.
Men...
Jeg køber bøger, fordi jeg elsker dem, fordi de skaber et frirum for mig midt i en travl hverdag, fordi jeg elsker ord, og de historier de skaber. Når jeg kigger på mine fyldte hylder, får jeg en kildende fornemmelse i maven. For jeg ved, at blandt de sider, i alle disse bøger, venter min næste rejse - mit næste eventyr. De bøger jeg køber, er bøger jeg har til hensigt at læse. De er nøje udvalgt, og planlagt ind i fremtidig læsning. Det sker selvfølgelig også, at jeg impulskøber, eller får købt en bog, hvor jeg bagefter tænker "jeg får den ALDRIG læst", men det er vel bare en del af at være en læser?
Det handler vel også om, at jeg som læser efter lyst, og derfor har brug for variation blandt mit læsestof. Jeg vil ikke tvinge mig selv til at læse en bog. Jeg vil læse en bog fordi jeg ganske enkelt ikke kan lade være. Derfor er det skønt at vide, at et eller andet sted på hylden, er der en bog som passer til mit humør.
Nogle gange svigter min intuition mig, og jeg får købt en bog, som jeg var sikker på ville være lige noget for mig, og så viser det sig, at jeg har ramt helt ved siden af. Andre gange satser jeg, i håb om at opdage værker inden for andre genre. Jeg ønsker og søger hele tiden mod, at udvide min læse-horisont, og i det forsøg skal der altså være plads til fejl.
Jeg samler på specifikke bøger, og derfor køber jeg en bog til min samling, hvis den står til en god pris. Jeg ejer flere udgaver af samme bog, fordi jeg sætter pris på bogskønhed. Jeg elsker at eje mine yndlingsbøger i en smuk udgave, som matcher den enestående historie, som jeg føler den bærer på.
Som så mange andre lever drømmen om et hjemmebibliotek stærkt inde i mig. Hver en bog, er en mursten i den drøm. Mine mursten skal være smukke indeni og udenpå, de skal symbolisere mit læser-liv. Mine mursten skal være, præcis som jeg vil have dem; perfekte og u-perfekte, læste og ulæste, glemt eller husket. Elsket hver og en.