fredag den 19. september 2014

Stoner, af John Williams


Stoner, af John Williams, udgivet 2014, 5/5 stjerner


William Stoner bliver født i slutningen af det nittende århundrede, i Missouri USA. Hans forældre er en fattig bondefamilie, som lever af jorden. William Stoner forener sig med sin umiddelbare skæbne om at gå på landbrugsskole, og senere overtage efter hans far. Istedet bliver Stoner draget af litteraturens verden. Han starter sin akademiske karrierer som lærer, og lader sit liv udfolde sig blandt bøgerne, undervisningen og ordene.
Stoner forelsker sig i Edith, men forelskelsen varer kort, idet et mørke sænker sig over hende, og forpester deres ægteskab. Edith lever i sin egen verden, og udviser ingen særlig omsorg for ham. Sammen får de en datter, Grace. 
Stoner og Grace udvikler et særligt bånd til hinanden, og nyder begge at tilbringe deres tid sammen i Stoners arbejdsværelse omgivet af bøger.
Men... også dette får en ende, da Edith overtager datterens livlige og glade væsen, og ændrer på datteren og faderens forhold for evigt.

Stoner blev første gang udgivet i USA i 1965, men har først for nylig figureret på bestsellerlisterne. Ganske enkelt, er denne perle blevet overset, men har nu fået den anerkendelse den så afgjort fortjener.

Jeg elskede bogen, jeg levede i den og følte med den!
Historien var som en bølge, og jeg væltede frem i siderne. Den indeholder så meget; skuffelser, kærlighed, had, uendelig modgang, uretfærdighed og visdom.
Jeg kunne ikke lade være med at heppe på Stoner, håbe, at han ville unde sig selv noget bedre. I hvert fald følge sit hjerte i kærligheden. Desværre og heldigvis, er Stoner uforbederlig, og han forbliver det samme varme, eftertænksomme og forudsigelige væsen. Det er dét der gør, at man holder af ham, og ikke kan lade være med at sukke af ren sympati/empati.
Han har en så gennemført elskelig personlighed, og på sin vis rækker han helt ud til læseren med al hans visdom om livet. Det er som om, at han bogen igennem giver livsråd - livsråd han ikke selv har fulgt, men som han ønsker for andre.

Jeg kan ikke sige nok om den her skat! For det er i sandhed en kær skat... og den skal bevares og findes igen og igen!
   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar