onsdag den 29. oktober 2014

Anne of Green Gables


"Anne of Green Gables", skrevet af L.M. Montgomery, udgivet 2014, 5/5 Stjerner

Jeg har lige genlæst denne smukke bog, med et endnu smukkere indhold. Jeg absolut knuselsker historien om Anne, og den følelse den giver mig. I takt med at siderne bliver vendt, forsvinder jeg længere og længere ind i barndommens drøm. Det er første gang jeg læser den på engelsk, og det gjorde den bare endnu bedre i mine øjne. Nogle bøger SKAL bare læses på deres originalsprog. Jeg glæder mig til mit næste boglige projekt, som jeg påtænker at starte snart - nemlig at læse samtlige børnebøger skrevet af L.M. Montgomery. Heriblandt bøgerne om Emily (of new moon), The blue castle, og de 7 følgende bøger om Anne. Jeg skal selvfølgelig lige have købt bøgerne først, og vil helst læse dem på engelsk - tiden må vise om det bliver muligt!

I bogen følger vi Anne, en forældreløs lille pige, som er blevet kastet rundt mellem plejefamilier og børnehjem. I virkelighedens frygtsomme kulde, flygter Anne ind i sin fantasi. Hun er et elskeligt lille barn, som er forfærdeligt bevidst om sig selv. Med hendes spinkle væsen, røde hår og fregner frygter hun, at ingen nogensinde vil tage hende til sig.
Samtidig hører vi om Matthew og Marilla Cuthbert, som har sendt bud efter en forældreløs dreng, som kan hjælpe til på gården. De er af den tydelige overbevisning, at det må og skal være en dreng, for at de får nogen nytte ud af det. Matthew er en meget stille mand, han bryder sig ikke om at snakke for meget, og slet ikke at være i nærheden af kvinder.

Da Matthew begiver sig afsted til byen for at hente den adopterede dreng, kan han umiddelbart ikke se nogen dreng vente på togperronen. Der er tomt, bortset fra en yderst spinkel og rødhåret pige. Matthew undersøger om toget er forsinket, men nej, toget har allerede været der. Han spørger en ansat ved togstationen, og han fortæller Matthew, at en dame fra børnehjemmet havde bedt ham kigge efter en lille pige indtil hun blev hentet - af Matthew Cuthbert.
Matthew er chokeret, og føler ikke nogen videre trang til at nærme sig Anne. Alligevel føler han sig nødsaget til at tage hende med, og lade Marilla tage sig af situationen. På turen hjem forelsker Matthew sig i Annes uendelige plapren og hendes fantasifulde væsen. Han føler sig tilpas sammen med Anne, og trods Marillas beslutning om at sende hende tilbage, formår han at overtale hende til at lade Anne blive på Green Gables hos dem.
Marilla føler også et ømt punkt for Anne, men henstiller sig selv til at give barnet en ordentlig og streng opdragelse. Anne tester Marillas tålmodighed med hendes utallige og evige uheldigheder og narrestreger. Hendes fantasi, trods dens magiske og dramatiske effekt, har en tendens til at få Anne i fedtefadet. Matthew formilder for det meste Marillas strenge konsekvenser, samtidig med at Anne formilder Marillas stive væsen. Begge ender med at forelske sig i den lille pige med det røde hår, fregner og dramatiske væsen.

Hele bogen emmer af fantasi, Annes uheldige situationer og gerninger. Alligevel er historien også gennemsyret af ren og skær kærlighed. Kærligheden til et barn, og et barns kærlighed til leg, fantasi, venner, naturen og den åbne verden. Vi følger Anne fra det sidste stykke af hendes barndom, og ind i hendes tid som teenager og næsten voksen. Hendes sorger og glæder bliver leveret til os med en følelse af en tabt tid - barndommen uskyldige, svære og vidunderlige tid. 

- Jeg slutter af med et citat fra bogen nu, inden det bliver til en hel roman. (læs bogen!!)

Matthew to Anne:..."Well now, I'd rather have you than a dozen boys Anne. Just mind you that - rather have you than a dozen boys. Well now, I guess it wasn't a boy who took that Avery scholarship, was it? It was a girl - my girl - my girl that I'm proud of".


2 kommentarer:

  1. Fantastisk med LMM projekt. Jeg vil også læse mere af hende <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg glæder mig også helt vildt! Håber bare jeg kan finde dem på engelsk et sted:/

      Slet