Storhed & Fald

"Storhed & Fald", skrevet af Tom Rachman, udgivet 2014, 2/5 Stjerner.

I bogen møder vi Tooly. En kvinde som i sin tidlige barndom blev kidnappet, først af sin egen far, sidenhen af en gruppe charmerende svindlere, inklusiv hendes egen mor. Tooly er deres levebrød, idet hendes far bliver ved med at sætte et fast beløb ind på en konto til hende - desværre en konto hendes mor har adgang til. Tooly er imidlertid uvidende om dette. Hun bliver draget af Venn (gruppen leder), som ændrer Tooly's verdenssyn for altid. Desuden er der Humphrey, en hyggelig ældre excentrisk mand som passer på Tooly - mere end hun aner. Svindlere er meget karismatiske, og fører Tooly ud på en evig rejse - indtil den en dag ender brat med Venn's forsvinden. 

Tooly er nu oppe i 30'erne, og har bosat sig på landet i Wales. Hun driver en lille bogbutik, som ikke har skyggen af en omsætning, eller for den sags skyld, kunder. Sammen med hendes ansatte hjælper Fogg, forsøger de at holde liv i bøgerne. Tooly begynder at fundere mere og mere over sit liv, og den person hun er blevet til. Hun finder aldrig frem til nogle svar...

Tooly får pludselig en mail fra en gammel ekskæreste, som fortæller hende, at hendes far har brug for hjælp. Tooly får hans navn, hun genkender det, men hun genkender det ikke som sin fars navn.

Snart befinder Tooly sig blandt sin svindler-familie igen, og søger svar på sine spørgsmål.   

Jeg føler at denne historie bærer præg af et tyndt og utroværdigt komplot. Hele fortællingen og handlingen er blot forvirrende og irriterende. Hele bogen igennem ventede jeg desperat på, at det hele ville give bare en lille smule mening - men det gjorde det bare ikke! Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet, blot at historien kunne fængsle mig, holde mig interesseret - men istedet følte jeg at jeg spildte min tid. Bogen har kilometervis af ligegyldig og til tider uforståelig snik snak. Argh! hvor er jeg bare skuffet, øv!

Nå, men udover ovenstående, så var der også lidt godt i historien. Jeg elskede Humphrey for hans kærlighed til Tooly, og hele hans sjove excentriske væsen. Han bragte noget karakter til bogen, sammen med Tooly, og deres samtaler udspillede sig drillende for mine øjne. Det var værd at læse bogen, men kun på grund af Humphrey.  

Man kan selvfølgelig også spørge sig selv, om bogen virkelig var dårlig!?

Eller om jeg blot er den forkerte læser til bogen!?