fredag den 31. oktober 2014

Storhed & Fald



"Storhed & Fald", skrevet af Tom Rachman, udgivet 2014, 2/5 Stjerner.

I bogen møder vi Tooly. En kvinde som i sin tidlige barndom blev kidnappet, først af sin egen far, sidenhen af en gruppe charmerende svindlere, inklusiv hendes egen mor. Tooly er deres levebrød, idet hendes far bliver ved med at sætte et fast beløb ind på en konto til hende - desværre en konto hendes mor har adgang til. Tooly er imidlertid uvidende om dette. Hun bliver draget af Venn (gruppen leder), som ændrer Tooly's verdenssyn for altid. Desuden er der Humphrey, en hyggelig ældre excentrisk mand som passer på Tooly - mere end hun aner. Svindlere er meget karismatiske, og fører Tooly ud på en evig rejse - indtil den en dag ender brat med Venn's forsvinden. 

Tooly er nu oppe i 30'erne, og har bosat sig på landet i Wales. Hun driver en lille bogbutik, som ikke har skyggen af en omsætning, eller for den sags skyld, kunder. Sammen med hendes ansatte hjælper Fogg, forsøger de at holde liv i bøgerne. Tooly begynder at fundere mere og mere over sit liv, og den person hun er blevet til. Hun finder aldrig frem til nogle svar...

Tooly får pludselig en mail fra en gammel ekskæreste, som fortæller hende, at hendes far har brug for hjælp. Tooly får hans navn, hun genkender det, men hun genkender det ikke som sin fars navn.
Snart befinder Tooly sig blandt sin svindler-familie igen, og søger svar på sine spørgsmål.   


Jeg føler at denne historie bærer præg af et tyndt og utroværdigt komplot. Hele fortællingen og handlingen er blot forvirrende og irriterende. Hele bogen igennem ventede jeg desperat på, at det hele ville give bare en lille smule mening - men det gjorde det bare ikke! Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet, blot at historien kunne fængsle mig, holde mig interesseret - men istedet følte jeg at jeg spildte min tid. Bogen har kilometervis af ligegyldig og til tider uforståelig snik snak. Argh! hvor er jeg bare skuffet, øv!

Nå, men udover ovenstående, så var der også lidt godt i historien. Jeg elskede Humphrey for hans kærlighed til Tooly, og hele hans sjove excentriske væsen. Han bragte noget karakter til bogen, sammen med Tooly, og deres samtaler udspillede sig drillende for mine øjne. Det var værd at læse bogen, men kun på grund af Humphrey.  

Man kan selvfølgelig også spørge sig selv, om bogen virkelig var dårlig!?
Eller om jeg blot er den forkerte læser til bogen!? 

onsdag den 29. oktober 2014

Anne of Green Gables


"Anne of Green Gables", skrevet af L.M. Montgomery, udgivet 2014, 5/5 Stjerner

Jeg har lige genlæst denne smukke bog, med et endnu smukkere indhold. Jeg absolut knuselsker historien om Anne, og den følelse den giver mig. I takt med at siderne bliver vendt, forsvinder jeg længere og længere ind i barndommens drøm. Det er første gang jeg læser den på engelsk, og det gjorde den bare endnu bedre i mine øjne. Nogle bøger SKAL bare læses på deres originalsprog. Jeg glæder mig til mit næste boglige projekt, som jeg påtænker at starte snart - nemlig at læse samtlige børnebøger skrevet af L.M. Montgomery. Heriblandt bøgerne om Emily (of new moon), The blue castle, og de 7 følgende bøger om Anne. Jeg skal selvfølgelig lige have købt bøgerne først, og vil helst læse dem på engelsk - tiden må vise om det bliver muligt!

I bogen følger vi Anne, en forældreløs lille pige, som er blevet kastet rundt mellem plejefamilier og børnehjem. I virkelighedens frygtsomme kulde, flygter Anne ind i sin fantasi. Hun er et elskeligt lille barn, som er forfærdeligt bevidst om sig selv. Med hendes spinkle væsen, røde hår og fregner frygter hun, at ingen nogensinde vil tage hende til sig.
Samtidig hører vi om Matthew og Marilla Cuthbert, som har sendt bud efter en forældreløs dreng, som kan hjælpe til på gården. De er af den tydelige overbevisning, at det må og skal være en dreng, for at de får nogen nytte ud af det. Matthew er en meget stille mand, han bryder sig ikke om at snakke for meget, og slet ikke at være i nærheden af kvinder.

Da Matthew begiver sig afsted til byen for at hente den adopterede dreng, kan han umiddelbart ikke se nogen dreng vente på togperronen. Der er tomt, bortset fra en yderst spinkel og rødhåret pige. Matthew undersøger om toget er forsinket, men nej, toget har allerede været der. Han spørger en ansat ved togstationen, og han fortæller Matthew, at en dame fra børnehjemmet havde bedt ham kigge efter en lille pige indtil hun blev hentet - af Matthew Cuthbert.
Matthew er chokeret, og føler ikke nogen videre trang til at nærme sig Anne. Alligevel føler han sig nødsaget til at tage hende med, og lade Marilla tage sig af situationen. På turen hjem forelsker Matthew sig i Annes uendelige plapren og hendes fantasifulde væsen. Han føler sig tilpas sammen med Anne, og trods Marillas beslutning om at sende hende tilbage, formår han at overtale hende til at lade Anne blive på Green Gables hos dem.
Marilla føler også et ømt punkt for Anne, men henstiller sig selv til at give barnet en ordentlig og streng opdragelse. Anne tester Marillas tålmodighed med hendes utallige og evige uheldigheder og narrestreger. Hendes fantasi, trods dens magiske og dramatiske effekt, har en tendens til at få Anne i fedtefadet. Matthew formilder for det meste Marillas strenge konsekvenser, samtidig med at Anne formilder Marillas stive væsen. Begge ender med at forelske sig i den lille pige med det røde hår, fregner og dramatiske væsen.

Hele bogen emmer af fantasi, Annes uheldige situationer og gerninger. Alligevel er historien også gennemsyret af ren og skær kærlighed. Kærligheden til et barn, og et barns kærlighed til leg, fantasi, venner, naturen og den åbne verden. Vi følger Anne fra det sidste stykke af hendes barndom, og ind i hendes tid som teenager og næsten voksen. Hendes sorger og glæder bliver leveret til os med en følelse af en tabt tid - barndommen uskyldige, svære og vidunderlige tid. 

- Jeg slutter af med et citat fra bogen nu, inden det bliver til en hel roman. (læs bogen!!)

Matthew to Anne:..."Well now, I'd rather have you than a dozen boys Anne. Just mind you that - rather have you than a dozen boys. Well now, I guess it wasn't a boy who took that Avery scholarship, was it? It was a girl - my girl - my girl that I'm proud of".


lørdag den 25. oktober 2014

En rejse til Nigeria, England og USA


"Americanah", skrevet af Chimamanda Ngozi Adichie, udgivet 2013, 3/5 Stjerner

Americanah præsenterer os for Ifemelu og Obinze, to teenagere fra Lagos, som forelsker sig. Historien tager udgangspunkt i det militært styrede Nigeria, hvor landets unge drømmer sig væk til et bedre liv. Nogle flygter ud af landet, og mod USA eller England.
Ifemelu rejser til USA, hvor hun kæmper for at få fodfæste. Hun er fremmed i et fremmed land, og hendes vante værdier og skikke bliver sat på prøve. Ifemelu oplever både medgang og modgang, sejre og nederlag - nogle venner går tabt, andre findes.
I USA bliver Ifemelu for første gang konfronteret med spørgsmålet om race - i sådan en grad at det opsluger hendes tanker. Hun opretter en blog, for at skrive om sine oplevelser.

Obinze starter en farlig og illegal tilværelse i London. Han bruger en masse tid og penge på at få skaffet de nødvendige papirer, så han kan blive i landet. Obinze bliver desværre fanget og sendt tilbage til Nigeria.

Tretten år senere møder vi en velhavende Obinze, som har sine fødder solidt plantet i det nye demokratiske Nigeria. Ifemelu har stor succes med sin blog, men føler sig draget mod Nigeria. Hun beslutter derfor at tiden er kommet, hvor hun vil vende tilbage til sit land, til sin familie, og Obinze.
Spørgsmålet er dog, om hvorvidt Obinze har ventet på Ifemelu - er deres følelser forblevet intakte?


Americanah er en rigtig stor bog, i dens emner og fortælling. Race er altid et farligt emne at træde ind på, men jeg synes at forfatteren har gjort det fantastisk.
Hun har formået at gøre det på en til tider humoristisk måde, men også alvorlig og sensitiv.
Det er rigtig spændende at opleve udfra en afroamerikansk kvindes perspektiv - det giver nogle andre og mere forståelige vinkler.
I bogen er der udpluk af forskellige blogindlæg skrevet af Ifemelu. De var virkelig gode, sjove og tankevækkende. Især et blogindlæg vedrørende afroamerikanske kvinders hår!
Når alt dette er sagt, så synes jeg ikke at bogen bevægede noget særligt i mig. Jeg blev faktisk lidt træt af al den snak om race og forskelle. Om det er fordi jeg har hørt eller læst for meget om det, kan jeg ikke sige. Jeg følte at bogen var lidt langtrukket i nogle sektioner, og andre ville jeg ønske varede længere. Det er vel smag og behag - og interesseområder det drejer sig om.

Bogen er bestemt værd at læse, og vigtig læsning! Derfor vil jeg helt klart anbefale den til læsere derude...

torsdag den 16. oktober 2014

En døgnåben bogbutik og et rigtigt eventyr



"Hr. Penumbras Døgnåbne Bogbutik", skrevet af Robin Sloan, udgivet 2014, 4/5 stjerner.

Clay er en ung webdesigner under den økonomiske krise, og er desperat efter et job. Langsomt sænkes hans krav til jobsøgningen, og han ender i en mystisk bogbutik.
Clay arbejder dér om natten, og oplever butikkens eneste, og højest besynderlige kunder. Clay opfatter hurtigt, at dette ikke er en normal bogbutik, og snart er han på jagt efter sandheden. Sandheden om bogbutikken, men også dens ejer, Hr. Penumbra, og kunderne der kommer og går i nattens mørke.

Jeg synes, at bogen er virkelig sød og underholdende. Jeg skulle lige vænne mig til det omfattende brug af terminologi indenfor avanceret it - jeg besluttede dog hurtigt at opgive, at prøve at forstå hvad  det var for nogle teknologiske metoder og apparater de brugte, og istedet bare lade mig opsluge af mystikken.

Bogen handler om kærligheden til bøger, om en gåde, venskab og drømmen om det evige liv.
Det der var mest interessant, var selve konceptet. Det er virkelig godt fundet på, og dejligt oplivende, at læse en historie, som var helt sin egen, og ulig alle andre jeg før har læst. Tit og ofte kan man finde elementer af det samme i langt de fleste bøger. Det kan man på sin vis også i denne bog, men alligevel føler jeg den er anderledes i dens behandling af elementerne.


"Bibliotikarens Virkelige Eventyr", skrevet af Lynn Austin, udgivet 2014, 5/5 Stjerner.

Alice Grace Ripley lever i bøgernes verden. Hun elsker at læse, så meget, at det ødelægger hendes liv. Hendes kæreste, Gordon, slår op med hende, og hun bliver fyret fra sit job som bibliotikar. 
Alice's tilværelse smuldrer mellem hendes hænder, og hun har desperat brug for at komme væk fra den lille by. Inden hun blev fyret, havde hun lavet en indsamling af bøger, til folk oppe i bjergene i Acorn, Kentucky. Alice beslutter sig derfor, at flygte op til Acorn for at aflevere kasserne med bøger, og tilbyde frivilligt arbejde i det lille lokale bibliotek, bare et par dage.
Idet Alice træder ind i Acorn, bliver hun med det samme revet ud af sine romaners drømmeverden, og ind i den virkelige. Bibliotikaren Leslie, viser sig dog at være en mand (Mack), og her begynder bibliotikarens virkelige eventyr.
Inden et døgn er gået, er Alice blevet forvildet ind i en hektisk spiral, fyldt med hemmeligheder, hekseri, skuddrama, gamle sagn om klaner, og ikke mindst - at skulle ride på en hest! (i forstår det NÅR i læser bogen!)

Jeg ELSKER den her bog! Lige så snart jeg havde vendt den sidste side, jublede jeg, og havde lyst til at starte forfra igen. Den indeholder så meget vidunderligt, alt fra genial humor, til kærlighed, drama, historier inde i historien, og de mest udsøgte personligheder!
Jeg har uden tvivl fundet min absolut ynglingsperson i bogen, Miss Lillie.
Miss Lillie er en hundrede år gammel sort kvinde, som har opfostret Mack (bibliotekets ejer) da både hans mor og far døde.
Miss Lillie er old school på den skønneste måde. Hun er præsenteret og beskrevet så perfekt i bogen, at jeg næsten ikke kan bære, at jeg ikke har min egen Miss Lillie herhjemme.

Jeg håber virkelig, at i vil gøre jer selv den tjeneste, og læse denne bog. At i vil elske den ligesom mig, grine lige så meget, og tage alt det gode med jer som den byder på.

Jeg har lidt på fornemmelsen, at min beskrivelse ikke er særlig fyldestgørende, men jeg ved ikke helt hvordan jeg skal sammensætte den perfekte beskrivelse til denne vidunderlige historie. Dét, og så er jeg nok også bare lidt ivrig, samtidig med, at jeg ikke ønsker at spolere historien for andre ved at røbe ALT!:)






onsdag den 15. oktober 2014

Efteråret har overtaget


Et ganske kort indlæg, da jeg blot vil se hvordan det her med videoer fungere.. Kan se jeg skal have fat i et bedre kamera:/ undskylder den meget ringe billedkvalitet - håber i kan fornemme efterårs-hyggen trods alt.. Der kommer muligvis en anmeldelse senere idag, har læst "Hr. Penumbras Døgnåbne Bogbutik!"

Desuden har jeg bestilt to fantastisk smukke og elskelige bøger! Jeg bestilte dem i går aftes, i mulm og mørke, fristelsen var simpelthen FOR stor. Hvilke bøger det er, får i at se en anden dag - når månedens bogindkøb bliver afsløret:)


fredag den 10. oktober 2014

En plus en, af Jojo Moyes


"En plus en", skrevet af Jojo Moyes, udgivet 2014, 4/5 Stjerner

I bogen møder vi Jess, en enlig mor til to. Hendes datter Tanzie og Nicky, hendes stedsøn.
Jess må arbejde ekstremt hårdt for at forsørge familien, men regningerne hober sig op, og den unge mor er altid håbløst bagefter. Selvom Jess er evig optimistisk, møder hun stor modstand i livet. De bor i et fattigt kvarter, hvor Nicky bliver udsat for overfald af andre drenge fra nabolaget.

Tanzie er et matematisk geni, og hun får et tilbud om, at starte på en bedre skole.
Selvom skolen tilbyder Tanzie et legat, har Jess stadig ikke råd til at sende hende afsted.
Børnenes far er ikke til nogen hjælp, han bor i den anden ende af landet, og har ikke noget arbejde.
Jess får at vide, at Tanzie kan deltage i en matematikkonkurrence, hvor vinderen vil modtage 5000 pund. Disse penge kunne gøre det muligt for Jess, at få Tanzie ind på den nye skole.

I bogen møder vi også Ed Nicholls, en velhavende mand, hvis hus Jess gør rent i.
Dog står Ed midt i en kaotisk retssag, som truer hans levebrød og formue.
Skæbnen gør, at Ed tilbyder at køre Jess og hendes børn afsted til matematikkonkurrencen, og på den lange tur, udvikles et stærkt bånd mellem dem alle.
Ed og Jess, finder kærligheden i hinanden, og bliver hinandens redning.

"En plus en" er endnu et vidunderskønt værk fra Jojo Moyes.
Tiden forsvinder så snart man er inde i hendes historie, og man flyder væk i siderne.
Jeg er helt vild med denne bog! Den summer af en absolut feel-good stemning...
Imens jeg læste, kørte bogen som en film for mine øjne. 
Den er så utrolig hjertevarm, skrøbelig og tragikomisk. Der var så meget humor i historien, at jeg sad og grinte højlydt en del gange. Denne usædvanlige sammensætning af kaotiske liv og stærke personligheder, giver bogen utroligt mange nuancer, og jeg fandt mig selv heppe for en lykkelig slutning for Jess og hendes børn... og den fik jeg!
Historien rummer en vis form for eventyrlige elementer, og giver mig en moderne "Askepot", - prinsen på den hvide hest, kommer den unge og smukke kvinde i nød, til undsætning.
Vi elsker jo alle et godt eventyr, og det kan jeg roligt sige, at denne bog tager os med ud på.

Det jeg satte mest pris på, var at bogen indeholdt personer man kunne relatere sig til. Det gik op for mig, at jeg minder rimelig meget om Jess.

Jeg elsker Jess for hendes stædighed, hendes styrke og altoverskyggende kærlighed til sine børn. Hvis i ikke allerede har læst denne bog, så grib den straks, og lad jer falde ind i varmen midt i dette kolde efterår. Lad farverne skifte udenfor jeres vinduer, lad kulden komme, for med denne bog, er det helt sikkert, at jeres hjerte forbliver varmt!:)

Til Jer der har læst bogen - hvad synes i om den? Og føler i, at i kan relatere til en af personerne?

mandag den 6. oktober 2014

Sarahs skytsengel


Sarahs skytsengel, skrevet af Tanja Lønberg Rasmussen

Sarahs skytsengel, skrevet af Tanja Lønberg Rasmussen, udgivet 2014, 3 1/2 ud af 5 Stjerner

I bogen hører vi om Sarah, og hendes forhold til hendes voldelige mand Ulrik. Sammen har de en søn, Ryan, som bliver Sarahs vigtigste grund til at flygte fra hendes mand.
Ulrik er politimand, og Sarah er derfor udemærket klar over, at flugten ikke bliver nem, og at den måske aldrig stopper.

Sarah tager sin søn på armen, og løber fra hendes og Ulriks fælles hjem. Uden noget tilflugtssted, vandrer Sarah rundt i mørket, bange og modløs.
Heldigvis krydser Jacob hendes vej, og hjælper hende. Jacob er soldat, og hjemvendt fra krigen i Afghanistan. Han lider af PTSD, som følge af hans tid i det krigshærgede land.
Hurtigt går det op for Jacob, hvor meget Sarah har brug for hjælp, for at undslippe hendes psykotiske og voldelige mand, og her begynder deres farlige færd sammen...

Denne bog er helt klart en page-turner, der er action næsten hele tiden, og man rives ud mod kanten af sofaen. Der er blevet gjort et stort stykke arbejde fra forfatterens side, med at researche emner som PTSD hos soldater, og om hvad det vil sige, at være i et forhold med en voldelig partner.
Der var dog enkelte episoder, som jeg ikke fandt nær så realistiske, og det er synd, i og med, at bogen indeholder så kraftfulde emner. 
Imens jeg sad og læste bogen, udsprang en masse andre historier knyttet til dennes. Den satte virkelig mine tanker i gang, og jeg sad til sent om aftenen, og tænkte: Hvad nu hvis bogen startede sådan her? eller sluttede sådan her? Hvad hvis den var skrevet i 1. person? osv osv. - og det er jo med til at gøre bogen spændende for læseren.
Jeg ville ønske, at historien handlede mere om Sarah, at vi kunne følge optakten og kulminationen i hendes ægteskab meget mere. Sarah skal noget mere frem, så vi lærer hendes personlighed bedre at kende.

Jeg troede først, at jeg havde regnet hele bogens handlingsforløb ud, at jeg vidste hvad der ville ske, og hvordan den endte.
Her må jeg virkelig krybe til korset, og sige, at forfatteren har gjort et rigtig flot stykke arbejde, med at holde sig fra de ellers så trivielle handlingsforløb. Stort set hele bogen igennem, blev jeg overrasket over de små drejninger den tog.

Tanja L. Rasmussen tager virkelig fat i nogle vigtige emner, og giver læseren viden omkring disse gennem sin fiktive fortælling om Sarah, Jacob og Ulrik. 

Jeg skal helt klart læse bog nr. 2 - og jeg glæder mig til den kommer frem!

søndag den 5. oktober 2014

Universets Engle

Universets Engle, af Einar Már Gudmundsson

Paul er skizofren, og i denne bog beskriver han sit liv. Dog ikke på nogen hel "normal" måde. I bogen hører vi om hans fødsel, hans død og alt derimellem, fortalt af ham selv.
Der foregår endeløse begivenheder i Pauls liv, og desværre er langt de fleste forfærdeligt triste.
Historien er skrevet lidt som "a trip down memory lane", hvor læseren følger Paul i hans sorger, kærligheder, og til sidst hans psykotiske tilstand.
Paul ender på sindssygehospitalet, og driver hurtigt væk fra normale mennesker - fremmede, men også hans familie.

Det har været enormt svært at anmelde denne bog. Der er så mange lag i den. Trods dens lille størrelse, mangler den bestemt ikke store ord. Bogen består i det hele taget af tankevækkende formuleringer og udsagn, som læseren med garanti vil hæfte sig ved.
Historien var til tider forvirrende, med de mange navne på personer og byer, men alligevel gør det den ikke til en dårlig læseoplevelse.
Noget af det bedste ved denne skønne bog er, at den beskriver scener med "de tossede" fra sindssygehospitalet, på en sådan måde, at man først griner og bliver varm om hjertet, og dernæst falder der en lind strøm af tårer.

Jeg tror ganske enkelt, at denne bog er så speciel, at man kan se igennem med hvad der måtte være af bittesmå "mangler".

"Universets Engle", skrevet af Einar Már Gudmundsson, udgivet 2014, 4/5 Stjerner


"Nu hvor enden nærmer sig, hvor murene styrter sammen, og tæppet falder, siger jeg det rent ud: Jeg har levet under fuldmånen, rejst over himlens hvælv og gennem havenes dyb. Jeg har elsket, jeg har leet, jeg har grædt, og nu hvor tårerne flyder, og det hele er så morsomt, siger jeg: Jeg gjorde det på min måde..."

onsdag den 1. oktober 2014

Bogindkøb September + anmeldelse


September måned er nu borte, og det er blevet tid til at gøre status over indkøbte bøger!
En måned med hektisk studiestart, har tilsyneladende afholdt mig fra, at købe store stakke af bøger. Jeg har købt 3 bøger: Northanger Abbey af Jane Austen, Jane Eyre af Charlotte Bronte og Philida af André Brink.

Derudover har jeg en bestilling på vej fra Plusbog.dk, her har jeg bestil 3 bøger: En Plus En af Jojo Moyes, Billedhuggerens datter af Tove Jansson og Hr. Penumbras Døgnåbne Bogbutik.
Ligeledes venter jeg på et anmeldereksemplar af bogen Skytsengel skrevet af Tanja Lønberg Rasmussen. Jeg glæder mig enormt meget til at dykke ned i hendes debutroman, og udfra beskrivelsen af bogen, kan det kun blive godt!

Alt i alt 7 nye bøger er eller kommer til, at pryde mit vidunderskønne hjemmebiblioteks hylder!




Anmeldelse af "Northanger Abbey" af Jane Austen

"Northanger Abbey" skrevet af Jane Austen, udgivet 2011, 3/5 Stjerner

Historien omhandler Catherine Morland, en 17-årig pige med stor fantasi, et naivt sind og en stræben efter heltinders begåenhed.
Hun bliver inviteret til at rejse til Bath af hendes elskværdige naboer, Mr. og Mrs. Allen, og snart gør hun sin debut i middelklassens selskabsliv. Hun finder hurtigt en veninde i Isabella Thorpe, men da denne vælger at sige ja til hendes brors frieri, og derefter krænker hans ære ved at flirte med en anden, får dette venskab en brat ende. 
Hun fortaber sig hurtigt i Mr. Tilney, en ung mand med god formue og velset familie.
Udover Mr. Tilneys selskab, søger Catherine også hans søsters, Eleanor Tilney. Disse udvikler et venskab, som bringer hende tættere på familien Tilney. Da hun af deres far, bliver bedt om at ledsage dem til deres abbedi, Northanger Abbey, er Catherine's lykke gjort. 
Mr. Tilneys far, General Tilney får usande oplysninger om Catherine's status, og de unge menneskers kærlighed bringes i fare.

Northanger Abbey er blevet beskrevet som Jane Austens svageste værk, og i en vis grad erklærer jeg mig enig. Det var kun de sidste ca. 150 sider, der virkelig fangede min fortabelse i bogen.
Ser man bort fra de første ca. 100 sider, har denne bog budt mig en glædelig læsning. 
Der var overraskende meget humor i bogen, som gav den en vis livlighed. Dog kom den største livlighed af Catherine's fantasi, som fører læseren ud i eventyrlignende tanker.
Jeg ville ønske at den sidste halvdel af bogen varede længere, og blev mere uddybet - men måske det bare havde ødelagt fornøjelsen??
På trods af bogens mangler, glædes jeg stadig over Jane Austen's evne til, at indfange dagligdagens begivenheder og tomrum for selskabslivet, og unge pigers søgen efter et godt parti. Austen formår at skabe en anderledes form for underholdning gennem sine beskrivelser, finurlige persongalleri og tillagte humor.