Et bogligt barndomsminde

Vi kender vist allesammen historien om familien Ingalls i "Det lille hus på prærien". Sammen med Laura og hendes familie har vi grædt, grinet, glædet os og ikke mindst følt kampen for tilværelsen. Den dag i dag, bliver jeg stadig helt opslugt af historien, og mine egne barndomsminder vælter frem. Det var blandt disse bøger jeg fandt min læseglæde, og hvert år til jul ønskede jeg mig den næste bog, og den næste, og den næste...
Fra det øjeblik jeg åbnede en af disse bøger, var jeg forsvundet i en anden verden. Jeg var (i mit hovede) bedste veninder med Laura, og vi løb omkring i bakkerne, fiskede ved søer, og svingede med benene ud over små broer.
Selvom Laura er/bliver voksen i disse bøger, formår hun stadig at beholde de egenskaber jeg elskede ved hende da hun var barn.

Skrevet af Roger Lea Macbride, første bind i serien udgivet 1998 ved Forlaget Carlsen.

Det jeg bedst kan huske var, at jeg voksede op med Laura. I disse bøger hører vi om Laura og hendes mand Almanzo - og deres fælles datter, Rose.
Laura og Almanzo forsøgte ihærdigt at skabe sig en tilværelse i South Dakota, men tørke og brænd hærgede deres gård, og parret besluttede sig for, at prøve lykken andetsteds.

Jeg helt-op-til-månen-og-tilbage-igen ELSKER disse bøger! For mig symboliserer de bogskønhed, nostalgi, og mest af alt min kærlighed til bøger. Bøgerne er slidt ned af begejstring, af hænder der har knuget om dem når historien var særlig spændende, de vidner om et barn der har elsket hvert et ord og hver en side. Engang imellem har forfatteren tilføjet en stemningsfuld sort/hvid tegning, som binder sig til historien, hvilket bare gør dem endnu smukkere.

For mig er de her bøger magiske, idet jeg aldrig glemmer deres betydning for mig som barn, og for mig som voksen den dag i dag. De står pænt og synligt på boghylden, så jeg til hver en tid kan kigge på dem, og blive mindet om hvorfor jeg elsker historier, og hvorfor jeg læser.

Tidligere var det Laura Ingalls der skrev bøgerne om sit liv, men lige som hun blev gift med Almanzo forsvandt hendes skriverier, og historien om Laura stoppede. Indtil at datteren Rose's stedsøn besluttede at gøre historien færdig. Hvor er jeg taknemmelig for, at han gjorde det!