"The Blue Castle", skrevet af L.M. Montgomery, udgivet 2014, 5/5 Stjerner.
Valancy Stirling er endnu ikke blevet gift, trods sine 29 år. Valancy har endda aldrig før prøvet at være forelsket eller eftertragtet. Familien og samfundet omkring hende, opfatter hende som en gammeljomfru, uden muligheder for et andet liv. Hun lever sammen med sin dominerende mor i et gammelt hus, og bliver dikteret og undertrykt dag ud og dag ind. Valancy vågner på sin fødselsdag med en knugende fornemmelse i maven, og en følelse af håbløshed. Hun græder stille tårer, for sit spildte liv. Det eneste sted Valancy oprigtigt føler sig lykkelig, er i hendes drømme om det blå slot; her er alt som hun ønsker det skal være, og her flygter hun hen for, et øjeblik, at slippe ud af hendes monotone liv. En anden trøst finder hun i bøgerne af John Foster, når hun en sjælden gang for lov at læse. Netop som Valancy slipper håbet om et frit liv, sker der noget. Et besøg hos lægen og et brev ændrer alt for hende, og hun tvinges til at se fremtiden i øjnene. Valancy finder for første gang i sit liv styrke og mod til, at gøre tingene på sin egen måde.
Denne historie har virkelig sat sine spor i mig. Den mindede mig om vigtigheden af at leve sit liv, som om hver dag var den sidste. Hvordan man ikke skal bekymre sig om, eller bruge tid på ligegyldigheder. Jeg tror at L.M. Montgomery har husket netop dette, og ønsker at minde os andre om det. Det er nemt at glemme i vores travle liv, at det der i virkeligheden tæller, er kærligheden til os selv og andre, følelsen af lykke og gøre det man har lyst til. Vi skal så mange ting, vi har så mange pligter, men vi må aldrig glemme at vores tid er dyrebar!
Historien minder på sin vis en del om Jane Austens, da den f.eks. indeholder de sjoveste og mest karikerede personligheder, det lille landsbysamfund der elsker sladder, og alle de uskrevne regler i selskabslivet. Historien indeholder utallige melodramatiske udbrud fra familiemedlemmer, forfærdede og chokerede over Valancy's pludselige uanstændige person. De mener alle, at hun er blevet skør, og er blinde for det faktum, at Valancy for første gang i sit liv er klogskaben selv.
Med de smukkeste og mest detaljerede beskrivelser, som er et af L.M.'s kendetegn, fanger hun os i en fortryllende historie som er umulig at slippe. L.M. formår at binde den perfekte sløjfe på en historie, en sløjfe så smuk, så nænsom og blid, men alligevel stormende kraftfuld.
For Valancy er det vigtigt, at udnytte de dage hun har tilbage, da hun får at vide at hun snart vil dø. Døden giver hende viljen til at gå imod hendes familie, bryde med konventionerne og følge sine egne vegne. Hun føler ingen sørgmodighed over, at hendes liv snart vil ende, tværtimod føler hun sig lettet for alle byrder. Kun med døden i sigte, kan Valancy leve.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar