fredag den 10. oktober 2014

En plus en, af Jojo Moyes


"En plus en", skrevet af Jojo Moyes, udgivet 2014, 4/5 Stjerner

I bogen møder vi Jess, en enlig mor til to. Hendes datter Tanzie og Nicky, hendes stedsøn.
Jess må arbejde ekstremt hårdt for at forsørge familien, men regningerne hober sig op, og den unge mor er altid håbløst bagefter. Selvom Jess er evig optimistisk, møder hun stor modstand i livet. De bor i et fattigt kvarter, hvor Nicky bliver udsat for overfald af andre drenge fra nabolaget.

Tanzie er et matematisk geni, og hun får et tilbud om, at starte på en bedre skole.
Selvom skolen tilbyder Tanzie et legat, har Jess stadig ikke råd til at sende hende afsted.
Børnenes far er ikke til nogen hjælp, han bor i den anden ende af landet, og har ikke noget arbejde.
Jess får at vide, at Tanzie kan deltage i en matematikkonkurrence, hvor vinderen vil modtage 5000 pund. Disse penge kunne gøre det muligt for Jess, at få Tanzie ind på den nye skole.

I bogen møder vi også Ed Nicholls, en velhavende mand, hvis hus Jess gør rent i.
Dog står Ed midt i en kaotisk retssag, som truer hans levebrød og formue.
Skæbnen gør, at Ed tilbyder at køre Jess og hendes børn afsted til matematikkonkurrencen, og på den lange tur, udvikles et stærkt bånd mellem dem alle.
Ed og Jess, finder kærligheden i hinanden, og bliver hinandens redning.

"En plus en" er endnu et vidunderskønt værk fra Jojo Moyes.
Tiden forsvinder så snart man er inde i hendes historie, og man flyder væk i siderne.
Jeg er helt vild med denne bog! Den summer af en absolut feel-good stemning...
Imens jeg læste, kørte bogen som en film for mine øjne. 
Den er så utrolig hjertevarm, skrøbelig og tragikomisk. Der var så meget humor i historien, at jeg sad og grinte højlydt en del gange. Denne usædvanlige sammensætning af kaotiske liv og stærke personligheder, giver bogen utroligt mange nuancer, og jeg fandt mig selv heppe for en lykkelig slutning for Jess og hendes børn... og den fik jeg!
Historien rummer en vis form for eventyrlige elementer, og giver mig en moderne "Askepot", - prinsen på den hvide hest, kommer den unge og smukke kvinde i nød, til undsætning.
Vi elsker jo alle et godt eventyr, og det kan jeg roligt sige, at denne bog tager os med ud på.

Det jeg satte mest pris på, var at bogen indeholdt personer man kunne relatere sig til. Det gik op for mig, at jeg minder rimelig meget om Jess.

Jeg elsker Jess for hendes stædighed, hendes styrke og altoverskyggende kærlighed til sine børn. Hvis i ikke allerede har læst denne bog, så grib den straks, og lad jer falde ind i varmen midt i dette kolde efterår. Lad farverne skifte udenfor jeres vinduer, lad kulden komme, for med denne bog, er det helt sikkert, at jeres hjerte forbliver varmt!:)

Til Jer der har læst bogen - hvad synes i om den? Og føler i, at i kan relatere til en af personerne?

2 kommentarer:

  1. Den skal jeg helt sikkert læse på et tidspunkt, den lyder bare så god :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er den, helt vildt god! Det er sådan en bog man bare strømmer igennem og efterlader én med en dejlig følelse. Den sætter ting i perspektiv, og viser hvad der virkelig er vigtigt i livet:)

      Slet