lørdag den 14. februar 2015

Madame Salvatins Hemmelighed

(Anmeldereksemplar, venligst tilsendt af M & S Ellemose) "Madame Salvatins Hemmelighed" skrevet af Søren & Morten Ellemose, udgivet 2013, 4/5 Stjerner.

Lad ikke bogens størrelse narre dig, for den indeholder noget stort! Fortællingerne i denne lille bog forvandler sig til eventyr for øjnene af dig. Man kan skue både morale og karma i brødrende Ellemoses medrivende historier. Jeg blev i sandhed positivt overrasket og forundret. Så mange spørgsmål rejser sig. Hvordan blev disse små historier skabt? Hvor fandt de inspiration? Og er der mere af denne slags!? Mere end én slutning ruskede i mig, og jeg var forundret over de mange forskellige betydninger historierne afslørede.


Jeg tror, at forfatterne muligvis har taget ganske almindelige menneskers hemmeligheder, og omskrevet dem til eventyr (tilsat lidt ekstra krydderi). Eventyr vi alle kan relatere eller perspektivere til i en eller anden udstrækning. Vi bærer alle på hemmeligheder, store eller små. Vi må alle træffe beslutninger der får betydning for vores videre færden. Vi har alle følt os nedkæmpet, men rejst os igen. Ikke mindst må vi alle vælge hvilken vej vi vil gå.

fredag den 6. februar 2015

A Room Without Books, Is Like A Body Without A Soul

... Derfor måtte jeg da købe nogle flere bøger til minibiblioteket!

Jeg er en svag sjæl i en bogbutik, en fortabt sjæl på The Book Depository og diverse andre online bogbutikker. Den sidste halvanden måned har jeg slæbt en del bøger ned på mit lille bibliotek. Hvor føles det bare skønt, at fylde hylderne med fantastisk læsestof. Utallige historier venter på mig forude, og jeg nyder at udvælge den næste bog der skal læses.

Denne måned byder desuden også på en book-tour til Århus, sammen med Line - hvor der utvivlsomt kommer flere bøger med hjem. Jeg glæder mig helt vildt til at besøge Vangsgaard, og selvfølgelig også alle de andre bogbutikker.

Men men men, jeg har ikke kun købt og købt. Jeg har også været så heldig, at få fingrene i et par anmeldereksemplarer. "Madam Salvatins Hemmelighed" ankom med den fineste hilsen, efter en lidt sjov mailkorrespondance mellem Morten Ellemose og jeg. Jeg er igang med at læse denne lille bog, og den skuffer bestemt ikke! Anmeldelse kommer senere:)



En smule chick-lit/feel-good roman til kun 19 kr. på plusbog.dk.

Denne bog blev udgivet i dag ved Gads Forlag, og den er både flot, og lyder meget spændende!

"Dræb ikke en sangfugl" har længe været på min liste over have-to-read bøger. Den udkom for nylig i denne flotte udgave, så det var jo en passende anledning.

Anmeldereksemplar venligst tilsendt af Tina Campbell. Hun holder desuden en masse foredrag lige nu, omkring social arv og hvordan man bryder den.

Denne flotte udgave af "Looking for Alaska" sprang lige i øjnene på mig, og til sidst sprang den ned i indkøbskurven. Dette er en jubilæums udgave (10 år), som indeholder en masse ekstra materiale og slettede scener. Glæder mig rigtig meget til at læse den!

"Dinas bog" er en klassiker i mine øjne. Så smuk, forfærdelig og hjerteskærende en historie, fortalt i det mest fantastiske sprog. Jeg har læst denne bog for en del år siden, men den måtte med i min samling!

Mine bøger fra B&N Leatherbound har fået selskab af den fineste bog, "The Secret Garden".




Bogen indeholder de flotteste illustrationer. Virkelig stemningsskabende, men desværre er der kun en håndfuld af dem ca. Jeg elsker når bøger gemmer på skønne illustrationer, som afspejler historien.



tirsdag den 3. februar 2015

Vinder af GIVEAWAY #1


Og den heldige vinder blev... Rikke !!!


Tillykke med de fine bøger, og tak til alle Jer der deltog - der kommer en ny GIVEAWAY inden så længe, så hold øje med bloggen.






tirsdag den 27. januar 2015

Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe

Aristotle har en bror der er i fængsel, en mor der bærer på tunge byrder, og hans far har en hel krig indeni sig. For Aristotle er det svært at fungere i et hus med så mange hemmeligheder, og så meget tavshed. Han tilbringer sine dage for sig selv, og har svært ved at forstå sin egen eksistens. For ham er universet fuld af hemmeligheder han ikke forstår, og han kan ikke dele sine vanskelige tanker med andre. Indtil den dag hvor han møder Dante.

Dante og Aristotle bliver uadskillelige, og deres venskab noget helt specielt. Deres venskab er magisk, livsændrende og de forstår hinanden på en måde, som kun de kan. Sammen udforsker de verden omkring dem, men også den verden der ligger i dem selv.
 "Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe." Skrevet af Benjamin Alire Sánez, udgivet i 2012, 5/5 Stjerner.

Efter jeg vendte den sidste side i denne bog, ønskede jeg blot at starte forfra. Jeg elsker forfatterens skrivestil, den er let som en fjer, men samtidig rammer den én med stor kraft. Hele bogen emmer af smukke budskaber, geniale fraser, symbolik og smukke anskuelser, som går direkte i hjertet på mig. Hele historien bygger på dette utroligt smukke venskab mellem Aristotle og Dante, et venskab jeg følte mig en del af under læsningen. Forfatteren formår at væve læseren sammen med, og ind i deres univers af gåder, spørgsmål og undren om livet.
Historien handler om så mange ting, både kærlighed, loyalitet, sandheder, grænser, og om at finde sig selv. Gennem hele min læsning følte jeg, at der var en perfekt balance i historien. En balance mellem det magiske og det realistiske, en balance mellem humoren og historiens alvor.
Jeg elsker, som i nok ved, YA. Især John Green har rangeret højt på min liste, men han må nu dele pladsen med Benjamin Alire Sáenz. Faktisk er jeg lidt i tvivl om kære John Green må vige helt for denne nye fantastiske bog.

Hvis i elsker YA, kan jeg kun anbefale jer at læse dette udsøgte stykke litteratur!

fredag den 23. januar 2015

GIVEAWAY #1

Det er en kold fredag! Hænder og næse bliver røde, og kroppen gennemfrosset og søvnig. Derfor vil jeg gerne varme Jer der læser med her på bloggen.

Jeg har valgt 3 børne/ungdoms-bøger, i det børnefine design fra Wordsworth Classics. Udgaverne er med illustrationer, og de er i sandhed fuldendt skønne! 

I skal blot efterlade en lille kommentar til dette indlæg, hvor i fortæller mig hvilken bog i glæder jer mest til at læse i 2015.

Husk at skrive mail, så jeg kan kontakte vinderen.

Konkurrencen løber til og med den 1. februar, herefter bliver der trukket lod.





tirsdag den 20. januar 2015

DU - af Caroline Kepnes

"DU", skrevet af Caroline Kepnes, udgivet 2014 hos Politikens Forlag, 4/5 Stjerner

Boghandleren Joe kaster sin kærlighed på den karismatiske og selvsikre Guinevere, også kaldet Beck. Joe er fascineret af Beck, og begynder jagten på hende. En jagt der viser sig at være farlig, for alle der kommer i vejen. Beck bløder langsomt op til Joe's tilnærmelser, og forelskelsen sætter ind. Samtidig med, at deres forhold udvikler sig, sker der en række makabre ulykker for de mennesker der står Beck nærmest. Uvidende om Joe's mindre flatterende sider, forvilder Beck sig længere og længere ind i ham. Han viser sig som den perfekte kæreste, en trofast og omsorgsfuld ven. Indtil den dag hvor hun gør et fund i hans lejlighed... 

Der er virkelig et stormfuldt handlingsforløb i denne bog, og jeg er oprigtig begejstret over den! Mit første indtryk af bogen var, at den var ekstremt uhyggelig og ligefrem ulækker - den levede i høj grad op til disse adjektiver! Joe er virkelig en forskruet og meget pervers fyr, men også en kamæleon idet han samtidig fremstår som menneskelig - ligefrem sød og sjov. 

Han er uden tvivl definitionen på en stalker, og hans psykopatiske træk giver kuldegysninger der går gennem marv og ben. Desuden indeholder bogen de mest humoristiske referencer til andre bøger. Jeg skraldgrinede over de flabede og provokerende kommentarer, men blev samtidig også lidt fornærmet da flere af bøgerne er nogle jeg har læst:/

"Før dig var der Candace. Hun var også stædig, så jeg vil være tålmodig med dig, ligesom jeg var det med hende..."

"Du vil have, at jeg skal kende dit navn, og jeg er ikke en eller anden galning, og jeg kører dit kort igennem, og stilheden mellem os bliver mere larmende, og hvorfor satte jeg ikke musik på i dag, og jeg kan ikke komme på noget at sige."

"Som altid kølner din vrede efterhånden. Dine muskler slapper af, og du er min nye dukke: Triste Beck. Du siger ikke noget. Græder bare."





torsdag den 15. januar 2015

Det nye år på bloggen

Bedre sent end aldrig... vi er jo stadig i januar!:)

Som så mange andre bogbloggerer, har jeg haft hovedet i blød. Jeg har tænkt meget over hvilket indhold bloggen skulle byde på i 2015, men også hvilke mål jeg har for mig selv og min læsning. Faktum er, at jeg ikke helt ved det med sikkerhed endnu. Jeg er måske lidt af et rodehoved, og en anelse impulsstyret når det kommer til min læsning. En lang liste af ideer pryder min notes-bog, alt fra forfattertemaer, til at arrangere litterære te-selskaber for nordjyske bog-bloggerer.
Der er så utroligt mange ting jeg gerne vil, men må indse, at jeg nok ikke når det hele i år.

Ikke desto mindre skriver jeg denne liste med nogle af mine ideér, som inspiration til mit nye læseår.

- Læse mindst 5 klassikere
- Udvide mit kendskab om mine yndlingsforfattere i form af biografier
- Genlæse Jane Austen's "Pride & Prejudice"
- Læse flere bøger om bøger (jeg elsker det!)
- Fortsætte med at læse mere engelsk lit.
- Inddrage andre bloggere i mine indlæg (anbefal din yndlingsbog, favourite bookshelf o.l)
- Udvid mine fortrukne genrer, og afprøv nye!
- Få læst mindst 15 bøger fra den frygtede TBR-liste

Jeg er allerede startet på nogle af disse, f.eks. mit genlæsningsprojekt af "Pride & Prejudice". For nylig bestilte og modtog jeg en pakke fra The Book Depository, som indeholdte udgaven fra Barnes and Noble Leatherbound Classics. Jeg synes den er bedårende smuk, og har de fineste farver. Mon ikke jeg får skub i genlæsningen når det bliver med sådan en skønhed mellem hænderne!


Derudover bestilte jeg også "The Gift of Wings", som er en bog om Lucy Maud Montgomery - en forfatter jeg virkelig finder enestående!

Som et led i mit ønske om at læse flere bøger på engelsk, anskaffede jeg mig også bl.a.
"Aristole & Dante Discover the Secrets of the Univers".

Jeg har aldrig læst noget af Hemingway, så da jeg så bogen "Madame Hemingway", tænkte jeg, at det måske kunne være en lille introduktion. En måde at få lidt kendskab til ham på som person. Derudover har jeg aldrig rigtig læst bøger som "Leonora Christine" af Maria Helleberg, så den blev købt med henblik på at udforske andre bøger end dem jeg normalt "falder" for.

Nedenstående billede viser blot en lille stak af de bøger jeg ikke har fået læst fra 2014. De står ulæste på hylden alene på grund af tidsmangel, men nu skal det være. Jeg glæder mig især til at få læst bøgerne af L.M. Montgomery, The Brontë Sisters Three Novels og Middlemarch.